Navn: Oscar Dahl Nielsen
Virksomhed: Nordturn Maskinfabrik
Skole: TechCollege
Alder: 21 år
Fortæl kort, hvad dit fag går ud på
- Mit fag går ud på at forme ting i metal. Vi skærer alt det væk, som ikke skal bruges, indtil vi står med et færdigt resultat. Det kan være alt fra dele i mobiltelefoner, tromler i vaskemaskiner eller dele til vindmøller.
Hvorfor valgte du lige industriteknikeruddannelsen?
- Jeg overvejede at blive ingeniør, og derfor valgte jeg at starte som industritekniker med eux. Uddannelsen ligger tæt op ad ingeniøruddannelsen, og jeg blev meget fanget af kombinationen af at have noget i hænderne og det teoretiske. Jeg kan godt lide, når jeg kan se, hvad teorien skal anvendes til. Nu er jeg blevet så bidt af det, at jeg ikke ved, om jeg vil være ingeniør længere.
Hvad er det bedste ved dit fag?
- Jeg elsker at lave ting i maskinen, som er svære og skal være meget præcise, samtidig er det fedt at se produktet blive brugt kunden. Når en tømrer peger på et hus, og siger, at det har han bygget - så kan jeg pege på brandsluknings-sprinklere eller fadølsfittings og sige, at dem har jeg lavet.
Hvorfor tror du, at du er blevet så god til dit fag, at du nu skal dyste til WorldSkills?
- Jeg tror, det er fordi, at jeg har nørdet så meget. Jeg bruger næsten for meget tid på det, både når jeg er på arbejde, og når jeg har fri. Så meget, at jeg drømmer om det om natten.
- Jeg har fået en ildhu for mit fag, og jeg synes, det er så spændende et fag. Det gør også, at jeg følger meget med i udviklingen. Der sker meget indenfor industriteknikerfaget, så det er vigtigt at følge med.
Hvordan forbereder du dig?
- Træning. Masser af træning. Jeg træner både derhjemme og på arbejdet. Derhjemme bruger jeg den software, som vi skal bruge til konkurrencen, så jeg kan øve mig i programmering og den teoretiske del. Jeg fokuserer meget på, hvordan jeg får effektiviseret min opsætning på computeren.
Hvad glæder du dig særligt til i konkurrencen?
- Jeg glæder mig til at komme ned til Lyon, prøve maskinerne og møde mine konkurrenter og en masse branchefolk. Jeg glæder mig også til at se, hvor stort det hele er. Jeg har hørt, at teltet til industriteknikerfaget skulle være 1925 kvm.
Hvilke erfaringer kan du trække med fra din deltagelse i DM i Skills?
- Jeg tror især, jeg kan bruge det mentale. Nu har jeg prøvet at arbejde under DM i Skills, mens der var tilskuere og støj. Den erfaring kan jeg bruge til at lukke støj ude og fokusere til WorldSkills.
- Allerede før DM var det en drøm at komme med til WorldSkills. Jeg vil gerne vise mit fag frem til WorldSkills, og så vil jeg gerne være en rollemodel for kommende industriteknikere.
Har du øvrig erfaring med at konkurrere? (Fx fra sport eller øvrige fritidsaktiviteter)
- Jeg har gået til fægtning, hvor jeg også konkurrerede lidt – dog uden succes. Og så har jeg også cyklet mountainbike. Jeg er et konkurrencemenneske.
Hvad siger din familie og venner til, at du skal til WorldSkills?
- Kæresten skulle lige vænne sig til tanken. Hun ved, at når jeg gør noget, så går jeg all in. Allerede da jeg sagde, at jeg ville til WorldSkills, så vidste hun, at det skulle nok ske. Nu er hun og resten af min familie glade på mine vegne, og de kommer og klapper mig ud af konkurrencen.
Hvad skal publikum glæde sig til at se?
- Publikum skal glæde sig til gruppekonkurrencen. Vi bliver delt op i to hold, hvor vi skal konkurrere i at lave produkt og blive først færdig. I tidligere konkurrencer er der blandt andet blevet lavet et skakbræt og en rumraket. Det bliver det vildeste konkurrence, hvor vi pisker rundt til maskinerne og prøver at kommunikere på alle sprog.
Hvordan bidrager din uddannelse, med dine ord, til den grønne omstilling?
- Man kan sige, at uden industriteknikere er der ikke nogen grøn omstilling. Det er os, der laver motorer til elbilerne og vingerne til vindmøllerne. Samtidig er det en branche, hvor det går stærkt. Vores maskiner skal nu også være grønne – indenfor bilindustrien er der fx regler for, hvor meget produktionen må udlede.
Bruger du AI i dit arbejde – og hvis ja – hvordan?
- Jeg gør ikke endnu. Men det nye, som min træner taler om, er, at bruge en betaversion til at tegne emner. Altså instruerer vi AI’en, der kommer med et udkast, som vi bagefter tilpasser. Vi kommer til at se mere AI indenfor vores fag til at assistere os - især i programmeringsdelen, men vi bliver ikke arbejdsløse.