Rasmus Vig var i lære som industritekniker hos Grundfos, da han fik muligheden for at blive udstationeret hos den tyske industrivirksomhed Krones i Flensborg i seks uger. Og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at han skulle afsted.
- Jeg havde allerede talt med min mester om udlandsophold, for jeg har altid elsket at komme ud og lære noget nyt. Så da jeg fandt ud af, at det kunne lade sig gøre hos Grundfos, blev jeg virkelig glad for at få muligheden, siger Rasmus Vig.
Lærlinge deler erfaringer om udlandsophold
Den 27. og 28. maj mødes børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og uddannelses- og forskningsminister Bettina Stark-Watzinger i Berlin for at diskutere, hvordan man i Europa øger mobiliteten i forbindelse med erhvervsuddannelser.
For at gøre ministrene klogere på, hvordan det rent faktisk er at være udstationeret, er fire danske lærlinge i Tyskland inviteret til et arrangement med ministrene på den danske ambassade. Her får lærlingene mulighed for at fortælle om de positive og svære ting ved at være på et udlandsophold. Rasmus Vig er en af dem.
I april tog Rasmus Vig fra Grundfos i Bjerringbro til Krones i Flensborg, og den 24. maj var sidste dag som udstationeret lærling hos Krones. Nu kan Grundfos se frem til at få en industriteknikerlærling tilbage, som ikke blot har fået indblik i en masse nye processer – alt fra kunderelationer til tegningsopbygning, men også en lærling, som har udviklet sig meget.
- Jeg har fået en masse ny erfaring med hjem. Derudover har opholdet givet meget menneskeligt. Jeg har selv skullet få ting til at ske på den sociale front, og jeg er kommet mere ud af min skal, fortæller Rasmus Vig.
- Det har været fedt at se, at der er noget, der er større end Grundfos, tilføjer han.
Rasmus Vig kan ikke anbefale nok at rejse ud på et udlandsophold.
- Det er en helt fantastisk oplevelse, hvis man vil opleve noget nyt. I starten kan det sociale være svært, men når kommer ud af sin komfortzone, er det en fed oplevelse, fortæller han.
Det mest udfordrende har helt sikkert været sprogbarrieren og det sociale:
- Det var svært ikke at kunne være sammen med mine kammerater, familie og kæreste. Men jeg fandt ud af, at jeg selv måtte skabe nye relationer hernede og få tingene til at ske.
Flere lærlinge skal udstationeres i Europa
Danmark har i samarbejde med de øvrige EU-lande lavet en ny målsætning om, at 12 procent af alle elever på erhvervsuddannelser skal på udveksling i udlandet. Det er en stigning fra den oprindelige målsætning på otte procent, og det er en positiv udvikling, lyder det fra Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse fra Børne- og undervisningsministeriet.
- Det er min klare ambition, at det fremover bliver lige så almindeligt for elever og lærlinge på vores erhvervsuddannelser at tage på ophold i udlandet, som det er på de videregående uddannelser i dag, siger Mattias Tesfaye bl.a. i pressemeddelelsen.
Ved mødet i Berlin vil der afslutningsvis blive lavet en hensigtserklæring mellem Danmark og Tyskland for at styrke det internationale samarbejde med erhvervsuddannelserne.
Kontakt international konsulent Pia Lauridsen, som vejleder virksomheder inden for metalindustrien om muligheden for støtte ved udstationering.