Hvis man som ufaglært eller faglært i industrien har set sig lun på et bestemt AMU-kursus, kan man nu skrive sig op i en kursusagent, som automatisk giver besked, når der er nyt til et udvalgt kursus. Og den mulighed er der allerede ca. 300 brugere af amu-kurs.dk, der har benyttet sig af. Opskrivningerne knytter sig til 350 kurser fordelt på 53 skoler over hele landet.
Kursusagenten er med til at sikre, at brugerne nu ikke går forgæves, hvis et givent kursus ikke er udbudt på et tidspunkt, der passer brugeren. Med den nye funktion vil brugeren automatisk modtage besked, når der er oprettet nye hold på et specifikt kursus.
Udover at brugerne får en bedre oplevelse med AMU-systemet, giver det samtidig de uddannelsessekretariater, der er tilknyttet amukurs.dk, mulighed for at se, hvilke kurser der er særlig interesse for. Den viden kan omsættes til en henvendelse til skolen med en opfordring til at oprette et udbud på de kurser, som mange brugere udviser interesse for.
Se mere under en given kursusside på amukurs.dk.