Som lærepladskonsulent skal man både rådgive elever og virksomheder, og det stiller særlige krav til ens viden. En viden som ofte først kommer, når man har haft jobbet i et stykke tid.
Det kan Søren Galster Tækker, ny lærepladskonsulent hos CELF, nikke genkendende til. Han kommer med en baggrund som sælger, så det lærepladsopsøgende arbejde er et nyt område for ham.
Forskellen for hans vej ind i faget har dog været, at han har haft adgang til det helt nye læringsforløb for lærepladskonsulenter, som er udviklet af Metalindustriens Uddannelsesudvalg og Industriens Fællesudvalg i samarbejde med lærepladskonsulenter fra TechCollege og CELF.
Og det har vist sig at være et meget nyttigt redskab til at træde ind i jobbet som lærepladskonsulent.
- Når man kommer ind i den her verden uden erfaring, så er videoerne et godt værktøj til at lære at være lærepladskonsulent. For mit vedkommende har alt materialet i forløbet været relevant, og det fungerer godt, at det er små videoer, man skal se i stedet for kun tekst, fortæller Søren Galster Tækker, lærepladskonsulent på CELF i Nykøbing Falster.
Relevant viden for nye og erfarne lærepladskonsulenter
Søren Galster Tækker har både brugt forløbet som en introduktion til sit nye arbejde, men også som et opslagsværk, han kunne gå tilbage til, hvis han var i tvivl om noget.
Læringsforløbet består af en række videoer, som man kan se i vilkårlig rækkefølge og bruge efter behov. Forløbet indeholder blandt andet gode råd til virksomhedsbesøg, vejledning til lærepladsen.dk og meget andet, som man behøver for at komme godt fra start, eller hvis man har brug for at opfriske sin viden.
For Søren Galster Tækker er noget af det mest brugbare ved forløbet dog, at det et er fælles udgangspunkt for arbejdet som lærepladskonsulent. Han får snart en ny kollega, som nu også får mulighed for at tage forløbet.
- Det er en stor hjælp, når jeg får en ny kollega med en baggrund uden for uddannelsesverdenen, at personen også kan tage forløbet og dermed blive klædt på til jobbet på forhånd – ligesom jeg blev, siger Søren Galster Tækker
Professionalisering og styrkelse af det opsøgende arbejde
En af dem som har været med til at udvikle læringsforløbet, er regional konsulent hos Metalindustriens Uddannelsesudvalg Benjamin Jacobsen. Han fortæller, at der på skolerne er helt forskellige tilgange til at organisere det opsøgende arbejde, men det er et mål at professionalisere og understøtte det opsøgende arbejde. Og her kommer læringsforløbet ind i billedet.
- Vores håb er, at lærepladskonsulenter med det her værktøj får et mere ensartet sprog og nogle fællesnævnere for det opsøgende arbejde og kan samarbejde på tværs af skolerne. Det er til gavn for alle, hvis det opsøgende arbejde styrkes og bliver mere professionelt, siger han.
På den måde vil virksomhederne opleve samme gode service fra skolerne, uanset hvilken skole en lærepladskonsulent kommer fra.
Læringsforløbet er tilgængeligt her.