Uge 8 Amu Kursus Ai Baserede Værktøjer
20 februar 2024

Nyt AMU-kursus klæder medarbejdere på til en hverdag med kunstig intelligens

Nu får virksomheder i industrien mulighed for at sende deres faglærte og ufaglærte medarbejdere på AMU-kurset ’Grundlæggende AI-baserede værktøjer i industrien’.

AMU-kurset ’Grundlæggende AI-baserede værktøjer i industrien’ er udviklet for, at operatører i industrien kan få et grundlæggende kendskab til kunstig intelligens (også kaldet AI) og ad den vej blive klædt på til at anvende redskaber med indbygget kunstig intelligens.

Kurset skal også give ideer til, hvordan kunstig intelligens kan understøtte operatørens arbejde. Og det er vigtigt, at industriens medarbejdere nu får mulighed for at ride med på AI-bølgen, lyder det fra 3F.

- AI ruller ind over industrien, og vi er derfor glade for, at der nu er et kursus, der gør det muligt for faglærte og ufaglærte i industrien at få opdateret deres kompetencer, så de svarer til den efterspørgsel, der er på medarbejdere der kan håndtere nye teknologier, siger Pia Maul Andersen, næstformand for Industriens Fællesudvalg og næstformand i Industrigruppen i 3F.

AI er allerede en del af hverdagen

DI og 3F Industri deler begejstringen for kurset, som de spår stor succes landet over. Det er produktionsvirksomheder bredt i industrien, som kan få glæde af kurset – enten fordi de er i gang med at bruge kunstig intelligens eller er på vej til det.

- På nogle virksomheder har det været en del af dagligdagen længe, og andre virksomheder er i gang med at tage AI til sig. Derfor skal medarbejdernes kompetencer selvfølgelig følge med. Det er et væsentligt kursus, der nu har ramt AMU-systemet. Et AMU-kursus i AI-baserede værktøjer er et vigtigt skridt på vejen til at sikre virksomhederne kvalificeret arbejdskraft i en verden i forandring, siger Christine Bernt Henriksen, formand i Industriens Fællesudvalg og chefkonsulent i DI.

Kurset giver viden om, hvad medarbejderne skal være opmærksomme på i forhold til datasikkerhed, når de anvender kunstig intelligens. Målgruppen er ufaglærte og faglærte i industrien, der har behov for at opnå grundlæggende viden og kompetencer i AI-baserede værktøjer.

På nuværende tidspunkt er der fem hold udbudt fordelt på tre skoler landet over. Kurser varer 1 dag og koster kr. 208. Der ydes VEU-godtgørelse svarende til højeste dagpengesats, hvis undervisningen foregår i arbejdstiden.

Klik her for at se kurset på amukurs.dk.

 

Kontakt os gerne og hør nærmere

Louise Heiberg Lund

Sekretariatschef

Telefon

33 77 91 83

Mobil

42 57 12 57

E-mail

lhl@iu.dk