Lærlinge skal til Manila
10 december 2024

Nyt projekt sender smedelærlinge til Filippinerne

Metalindustrien sender i første omgang seks lærlinge til den filippinske hovedstad Manila, hvor de skal udstationeres på to forskellige industrivirksomheder. Projektet af finansieret af Globus – Puljen for Globalt engagement, Uddannelse og Samarbejde.

Til daglig er 19-årige Markus Christensen i lære som klejnsmed på virksomheden SMC i Nakskov, hvor han også bor. Men snart bliver det rolige liv i Nakskov byttet ud med noget lidt mere eksotisk. Markus har nemlig sagt ja til en måneds udstationering på en filippinsk industrivirksomhed.

- Det er en fed mulighed for at komme ud at lære noget nyt, og se hvordan smedefaget er i andre lande, siger den unge klejnsmedelærling.

Han var ikke sen til at gribe chancen, da han via sin erhvervsskole CELF først hørte om muligheden for at komme til udlandet. Og Markus’ oplæringsvirksomhed bakkede ham straks op i at tage af sted.

- Det er en fantastisk mulighed for en stor oplevelse. Markus er vores første lærling, og det er derfor også den første mulighed, vi har for at sende en lærling afsted, siger Heine Schultz, der ejer smedevirksomheden SMC, som løser opgaver inden for svejsning, stål, konstruktioner og rør.

Stort forarbejde for at fremme internationale muligheder på erhvervsuddannelserne

Turen til Manila er en del af metalindustriens store satsning for at fremme internationale muligheder på erhvervsuddannelserne. I foråret søgte Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) midler til projektet hos Globus - Puljen for Globalt engagement, Uddannelse og Samarbejde, som hører til under Udenrigsministeriet.

Og det er resultatet af den ansøgning, der nu er med til at finansiere opholdet for i alt otte smede- og værktøjsmagerlærlinge i løbet af 2025. De første seks lærlinge rejser i to hold. Fire til februar og to til marts. Markus Christensen, som er nummer to fra venstre på billedet herunder, rejser afsted til februar. 

De seks lærlinge er fra venstre: Philip Christiansen, Markus Christensen, Tobias Juul Abrahamsen Larsen, Magnus Grænge Hansen, William Reinholt Holdum og Mikkel Manngaard Hansen. 

Markus Christensen rejser sammen med tre andre lærlinge til det sydøstasiatiske land den 17. februar og retur igen den 19. marts. Markus skal være på virksomheden Megawide, og han håber, det kan åbne lidt op for en mere kreativ side.

- Jeg regner med at blive mere kreativ, tænke mere selvstændigt og ud af boksen, for jeg tror ikke, at der vil være så meget værktøj til rådighed. Måske kan jeg få lidt mere ansvar og indflydelse på tingene, når jeg retur fra Filippinerne, siger han.

Projektet er et samarbejde mellem Metalindustriens Uddannelsesudvalg, CELF - Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster og Marikina Polytechnic College.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Pia Lauridsen

International konsulent

Telefon

33 77 91 05

Mobil

21 94 19 88

E-mail

pla@iu.dk