Navn: Marcus Lyngholm Pedersen
Uddannelse: Automatiktekniker
Skole: EUC Syd
Virksomhed: Danfoss A/S
Alder: 20 år
Hvad går dit fag ud på?
- Jeg er i lære i vedligeholdelsesafdelingen hos Danfoss, så det handler om at reparere maskiner. Jeg er også med til at forbedre og energioptimere de automatiske anlæg, vi har. Det kan fx være at omprogrammere en maskine, så vi kan spare på strømmen, når den ikke kører. Hvis der kommer fejl på et anlæg, er det også os, der kommer ud og laver den.
Hvorfor valgte du at blive automatiktekniker?
- I folkeskolen overvejede jeg at blive elektriker og tømrer, men jeg tænkte, der var bedre jobsikkerhed i fremtiden hos dem, der fikser maskinerne. På den måde fandt jeg frem til automatiktekniker. Jeg blev helt solgt, da jeg fandt ud af, hvor bredt faget er. Min far er også automatiktekniker, det havde jeg bare ikke lige tænkt over. Men så kom jeg i praktik ved hans arbejde, hvor jeg fik lov til at lodde og fejlfinde. Det var sjovt, og dagene var ikke ens.
Hvilke opgaver kan du bedst lide?
- Fejlfinding og programmering er rigtig sjovt. Det er fedt, når man kan se, at det man laver, gør en forskel for andre. For nylig havde jeg en opgave med at tilføje et kamera på en maskine. Kameraet skulle sikre kvaliteten på de stempler, som maskinen lavede. Det var en sjov opgave.
Hvorfor tror du, at du er blevet så god til dit fag, at du nu skal dyste til DM?
- Jeg interesserer mig rigtig meget for faget, så når jeg lærer noget nyt, hænger det ved. Det boglige i folkeskolen var ikke det sjoveste for mig, men det her er virkelig sjovt, og derfor er jeg blevet god til det. Jeg er tit gået ned i lærlingeafdelingen for at afprøve noget, som vi først skulle lære på næste forløb. Det har givet pote at gå op i.
Hvordan forbereder du dig til DM?
- Jeg er kun på hovedforløb 2, så der er nogle ting, jeg ikke når at lære, før jeg skal bruge dem til DM. Derfor har jeg set en del videoer på YouTube og øvet mig på de ting, vi kan komme op i. Jeg har også sparret med nogle af de nyudlærte svende her på Danfoss for at få en idé, om jeg var på rette spor.
Hvad siger din familie og venner til, at du skal til DM?
- Min bedste ven syntes ikke, det var så fedt, fordi jeg så ikke kunne tage med på skiferie. Det må jeg springe over for at fokusere på det her og for at give den hele armen. Men han støtter det selvfølgelig også og synes, det er fedt. Min familie synes, det er ret sejt, og dem fra arbejdet støtter det også meget. De kommer med til Skills, og de siger, at jeg bare har at vinde, når nu de kommer og kigger. Så jeg har lidt at leve op til.
- Det gør ikke noget, at der er et pres. Det er sjovt, og hvis ikke der er et pres, tager det alvoren ud af det. Jeg tager det selv rimelig alvorligt og vil gøre mit bedste. Jeg ved, det er en stor ting, og jeg glæder mig rigtig meget til det.
Med dine ord - Hvordan bidrager dit fag til den grønne omstilling?
- Som automatiktekniker kan jeg give gode ideer til, hvad der skal laves om, så der ikke bliver brugt så meget strøm eller luft. Der er mange gamle maskiner, der kører på en simpel måde, men med ny teknologi og ny viden kan vi optimere dem og spare energi.
Hvad drømmer du om at lave i fremtiden?
- Jeg er ret åben for at prøve det hele, men jeg gad godt være rejsetekniker og fx tage ud til udenlandske kunder i Polen eller Tyskland. Det er også en mulighed for at opleve verden igennem faget.
Foto: Tage Hamann.