Plenummhøst
18 januar 2023

Enigt panel: It-elever er vigtigere end nogensinde før

- Det er godt for forretningen at uddanne it-elever og -lærlinge. Sådan lød det blandt andet fra Netcompanys administrerende direktør André Rogaczewski d. 17. januar ved konferencen ”Sådan får I fat i jeres næste it-medarbejder”, som var arrangeret af DI, DI Digital, Dansk Metal, erhvervsskolen Tec, Tekniq Arbejdsgiverne og Industriens Uddannelser.

Der er rekrutteringsudfordringer i it-branchen, og derfor var spydspidser fra industrien og it-sektoren tirsdag samlet til paneldebat i Industriens Hus for netop at diskutere, hvordan elever og lærlinge fra data-og kommunikationsuddannelsen kan være en del af løsningen på rekrutteringsproblemet.

Virksomheden Netcompany er en stor aftager af lærlinge og elever fra data- og kommunikationsuddannelsen, og fra administrerende direktør André Rogaczewski var meldingen klar.

- Sandheden er, at vi har fundet ud af, at det er godt for vores forretning, og vi har en klar egeninteresse i at uddanne dem. Gennem vores it-elever kan vi ganske enkelt yde en bedre kvalitet og sælge en bedre vare. De teknologiske uddannelser er fremtidens uddannelser til fremtidens virksomheder, sagde André Rogaczewski.

Enestående mulighed for at uddanne dygtige og loyale medarbejdere

Panelet bestod også af viceadministrerende direktør Kim Graugaard, DI, og Dansk Metals formand Claus Jensen, og det var et enigt panel, der slog fast, at lærlinge og elever på it-området er vigtigere end nogensinde før.

- Ved selv at ansætte it-elever og lærlinge får virksomhederne en enestående mulighed for at uddanne både dygtige og meget loyale medarbejdere, lød det blandt andet fra Dansk Metals formand Claus Jensen.

Både Claus Jensen og Kim Graugaard lagde desuden vægt på nødvendigheden af, at flere kvinder skal have øjnene op for de teknologiske uddannelser.

Elever bliver hurtigt selvkørende

Virksomhederne Statens IT, Edora og Ørsted har igennem flere år uddannet it-lærlinge og -elever, og de delte hver især deres erfaringer med at uddanne it-medarbejdere.

Også her lød en klar opfordring til at tage it-elever. Virksomhederne betonede blandt andet, at it-elever og -lærlinge både giver et frisk pust i de teams de kommer ind i, at de hurtigt bliver selvkørende, og virksomhederne med deres uddannelsesarbejde er med til at sikre arbejdskraft i fremtiden.

- Som udlært inden for it kommer du til at spille en afgørende rolle i forhold til fx infrastruktur og grøn omstilling. Vi skal i stigende grad have fokus på formålet med uddannelsen, og den forskel du kan være med til at gøre både som elev og som oplæringsvirksomhed, - Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital.

I dagens sidste debat diskuterede et nyt panel kulturen omkring ansættelse af it-lærlinge.

Panelet bestod af Rikke Hougaard Zeberg, direktør for DI Digital, Emil Wismann Kirkebæk-Jensen, datatekniker og ungdomskonsulent i Dansk Metal, TECs direktør Morten Emborg og Michael Ørnø, direktør i Statens IT.

– Fra at tale om teknologien i it-uddannelsen bør vi i også fokusere på, hvad man egentlig kan med disse uddannelser. Som udlært inden for it kommer du til at spille en afgørende rolle i forhold til fx infrastruktur og grøn omstilling. Vi skal i stigende grad have fokus på formålet med uddannelsen, og den forskel du kan være med til at gøre både som elev og som oplæringsvirksomhed, sagde Rikke Hougaard Zeberg fra DI Digital.

Efter paneldebatterne havde konferencedeltagerne mulighed for at netværke. Således kunne virksomheder på udkig efter it-elever og lærlinge mødes med nuværende elever og lærlinge på jagt efter en praktikplads.

Konferencen blev afholdt som en del af et projekt under Trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar.

Fotograf: Søren Malmose

Kontakt os gerne og hør nærmere

Thea Wanning

Afdelingschef

Telefon

33 77 91 80

Mobil

51 60 00 75

E-mail

twa@iu.dk