Grafisk Tekniker Andreas Balleby Hansen
18 januar 2023

Grafisk tekniker Andreas: - Jeg elsker friheden ved mit fag

Grafisk tekniker Andreas Balleby Hansen fra Stibo Complete skal konkurrere om at blive Danmarks bedste grafiske tekniker 2023 til DM i Skills. Andreas startede sin karriere som løsarbejder hos Stibo Complete for syv år siden og har arbejdet hårdt for at blive udtaget til danmarksmesterskaberne. Andreas elsker at forvandle kundernes ideer til konkrete produkter, også selvom de af og til trækker tænder ud. Som da han fx skulle lave loftskilte i aluminium til alle Matas’ butikker i deres særlige blå farve.

Navn: Andreas Balleby Hansen

Uddannelse: Grafisk Tekniker

Skole: TECHCOLLEGE

Virksomhed: Stibo Complete

Alder: 28 år

Hvad går dit fag ud på?

- Grafisk tekniker er en relativ bred uddannelse. Det er i bund og grund produktion af grafisk materiale til diverse kunder. Jeg bearbejder billeder via et computerprogram, så det, jeg ser på skærmen, også er identisk med det endelige produkt, som kommer ud af printeren eller maskinen. Vi laver også farveprøver, hvor vi lægger farver ud på det materiale, kunderne ønsker. På den måde sikrer vi, at de får det lige præcis, som de gerne vil have.

- Vi laver alt fra flyers, foldere og plakater til kæmpe vægge i pap, træ eller metalskilte. Vi har blandt andet lavet det grafiske udtryk på Cirkus Juls popcornmaskiner, billetter og skilte.

Hvorfor valgte du at blive grafisk tekniker?

- Jeg startede i Stibo Complete for cirka syv år siden som løsarbejder i deres pakkeafdeling. Jeg havde kun været der i to uger, da de åbnede en ny storformatafdeling op. De havde kun en mand i afdelingen og havde brug for flere, så derfor spurgte de mig. Det betød, at jeg selv skulle lære det hele fra bunden. Det er nok pga. den selvstændighed, jeg havde til at starte med, at jeg blev grebet af det hele. Jeg havde så meget frihed, at jeg kunne prøve alt, hvad jeg gerne ville.

- Det er fascinerende at starte med en idé og så forvandle den til bannere, skraldespande, indkøbsposer og lignende, alt efter hvad kunderne efterspørger. Der er næsten endeløse muligheder, når det gælder mit fag.

Hvorfor tror du, at du er blevet så god til dit fag, at du nu skal med til DM?

- Det er nok mit engagement, som i bund og grund bygger på, at jeg godt kan lide det, jeg laver. Jeg er virkelig interesseret i mit fag, og jeg kan godt finde på at bruge min fritid på det. Hvis nogen spørger, om jeg ikke lige kan lave et eller andet, så kan jeg godt finde på at fifle derhjemme med Illustrator eller Photoshop for at lave det.

Hvordan forbereder du dig op til DM i Skills?

- Jeg har fået en del opgaver, jeg skal lave som optakt. Jeg skal fx lave en plakat af mig selv, og et firmalogo til den trøje jeg skal have på til DM i Skills. Jeg er også i gang med at forbedre mig på fx farvestyring. På den måde sikrer jeg, at jeg er helt opdateret på, hvad jeg kan blive testet i til DM-konkurrencen.

Hvad siger din familie til, at du skal til DM i Skills?

- De er alle sammen pavestolte, og der er mange, som gerne vil se mig i aktion til DM.    

Hvad skal publikum særligt glæde sig til at opleve ved grafisk tekniker DM-konkurrencen?

- Når man går ned igennem byen, eller ser en lastbil komme kørende med et kæmpe banner, tænker man slet ikke over, hvordan de er lavet. Der har højest sandsynlig været en grafisk tekniker med i processen om at lave det. Det bliver derfor interessant for publikum at se, hvad man kan gøre med materialer, og hvordan det rent faktisk kommer til at se ud.

Hvilke opgaver håber du på at få til DM-konkurrencen?

- Det kunne være fedt, hvis vi fik en case, hvor vi skal dyste om at levere det bedste grafiske materiale. Og efterfølgende ville det være fedt at blive testet i, hvad man har gjort og hvorfor. Så kan man rent faktisk også vise sine tanker bag det endelige produkt. Det er federe, end man bare ser en person, som står ved en printer, der trykker på ’start’. Men jeg er faktisk klar på alle typer af opgaver.

Hvordan bidrager dit fag til den grønne omstilling?

- Jeg er i en virksomhed, som er svanemærket, så vi genbruger fx papir 11 gange. Vi affaldssorterer alting, så pap ryger i en container, metal i anden osv. Vi forsøger også at finde nye materialer hele tiden, som kan fungere i stedet for plastik. Desuden prøver vi at minimere så meget spild som overhovedet muligt.

Hvad er det vildeste produkt, du har lavet?

- Jeg har lavet loftskilte i aluminium til alle Matas’ butikker. Matas har patent på deres blå farve, og skiltene skulle være perfekte i farven. Det var en større proces, fordi der findes over 16 millioner farver. Det tog lang tid at lave hvert skilt, fordi de efterfølgende skulle lamineres, printes, folieres og have magnet på.

Kontakt os gerne og hør nærmere

Josefine Daugaard

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 65

Mobil

60 65 10 32

E-mail

jd@iu.dk