Navn: Jakob Østergaard Nielsen
Virksomhed: Damgaard Metal A/S
Skole: Hansenberg
Alder: 21 år
Hvad går dit fag ud på?
- Jeg er i lære som klejnsmed. Det er en ret bred uddannelse i den forstand, at det er lige fra fru Jensen, som skal have lavet en havelåge til et skib, der bryder sammen et sted. Så kan det være, at det er en smed, som skal ud at lave noget på skibet.
Hvorfor valgte du lige klejnsmedeuddannelsen?
- Det kom faktisk af, at jeg har gået på htx, som jeg også har gennemført. På skolen havde de et metalværksted, som fangede mig rigtig meget. Og så var jeg heller ikke helt sikker på, at jeg skulle på universitetet med det samme. I stedet for et sabbatår, som mange andre tager, så tænkte jeg, at jeg prøver lykken med en erhvervsuddannelse. Evnen til at kunne skabe ting, være kreativ og se det blive til noget på den anden side af et stort projekt, man har været i gang med, er fedt, synes jeg.
- Der er mange opgaver, hvor man ikke får en tegning men et problem, og hvor ens opgave er at løse det. Den del kan jeg også rigtig godt lide, fordi man skal bruge hovedet og finde på en løsning. Så finder man hurtig ud af, om det er den rigtige løsning, eller om man skal prøve igen.
Hvad er det bedste ved dit fag?
- Jeg kan rigtig godt lide specialopgaver, hvor man skal tænke meget selv. Vi har på et tidspunkt leveret nogle store og ret krævende emner, hvor der bliver stillet krav til det, man laver. Der er stor forskel på, at en privatperson skal have lavet en havelåge, hvor kriteriet er, at den skal være flot til, at der skal laves noget på et skib eller til vindmølleindustrien. Ved sidstnævnte er der rigtig mange krav, og det hele bliver kontrolleret. Det kræver, at man er rigtig omhyggelig og fordyber sig, hvilket jeg synes er fedt.
Hvorfor tror du, at du er blevet så god til dit fag, at du nu skal dyste til WorldSkills?
- Jeg er meget perfektionistisk, og jeg kan godt lide at sætte mig ind i ting. Der er nogle standarder, vi skal overholde, som jeg har godt styr på. Hvis jeg fx ser noget, som er skævt, så starter jeg forfra.
Hvordan forbereder du dig?
- Forleden havde vi det sidste planlægningsmøde, inden vi går i gang med træningen. Jeg kender mine opgaver på forhånd, men jeg ved, at vi skal lave minimum 30 pct. om dernede. Hovedsageligt kommer jeg til at øve de opgaver, der er.
- De første par uger kører vi et slagfast program, så jeg får et billede af, hvor der skal løftes mest, og hvad jeg måske kan lægge lidt til side. Det handler om at fokusere på det, jeg er dårligst til i forberedelserne – men i lige så høj grad blive god til de elementer, hvor jeg kan høste flest point.
Hvad glæder du dig særligt til i konkurrencen?
- Jeg glæder mig til at komme i gang, til selve oplevelsen og afslutningsceremonien.
Hvilke erfaringer kan du trække med fra din deltagelse i DM i Skills?
- Jeg kan kun trække lidt med fra DM i Skills, da det ikke er samme konkurrence, jeg skal deltage i. DM i Skills er et direkte billede af den danske uddannelse, hvor man har flere fokuspunkter end bare svejsning. I princippet tager man et af elementerne fra den danske uddannelse, og så bliver der bare fokuseret rigtig meget på den. Der er ret mange af de ting, jeg har lavet til DM i Skills, som jeg slet ikke kommer til at skulle bruge. For eksempel er alle delene skåret, så jeg skal bare hæfte det op og svejse det. Dog vil jeg også blive testet i andre materialer, end da jeg deltog i DM i Skills.
Har du øvrig erfaring med at konkurrere? (Fx fra sport eller øvrige fritidsaktiviteter)
- Jeg har ikke rigtig den store erfaring fra andre sportsgrene eller fritidsaktiviteterne, så det er udelukkende DM i Skills-erfaringen, jeg trækker på.
Hvordan bidrager din uddannelse, med dine ord, til den grønne omstilling?
- Klejnsmed er ret central i den grønne omstilling. Fx skal vi lave en kæmpe produktion til Energinet, som er et kæmpe forsyningsselskab i Danmark, der står for strøm. Der skal vi lave en masse ting til elnettet. Derudover har vi også lavet emner til vindmøller osv.
Bruger du AI i dit arbejde – og hvis ja – hvordan?
- Vi bruger ikke AI, men vi bruger robotter. Vi har flere svejserobotter, som overtager nogle af de ensartede opgaver, så vi kan fokusere lidt mere på de spændende opgaver. De har dog ikke nogen kunstig intelligens, men er dumme som en trillebør. De skal have besked på, hvad de skal lave.