Honorar og rejsegodtgørelse
De faglige udvalg godkender de virksomheder, der uddanner elever og lærlinge inden for erhvervsuddannelserne. Ofte sker det efter en besigtigelse af virksomheden, hvor en fagperson vurderer uddannelsesmulighederne. Fagpersonen kan være et medlem af et lokalt uddannelsesudvalg eller det faglige udvalg.
Du får honorar for den dag, du har været ude som besigtiger. Derudover vil vi også gerne betale de udgifter, du har haft i forbindelse med besøget. Du skal blot huske at sende dine kvitteringer ind til os sammen med honoraroplysningerne. Kvitteringerne skal sendes til jura@iu.dk.
Besigtigelser foretaget i 2024
Honorar
Som besigtiger får du pr. påbegyndt time:
Kr. pr. begyndt time | Udvalg |
193 kr./time | Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) |
193 kr./time | Teater-, Event- og AV-teknikeruddannelsens Faglige Udvalg |
193 kr./time | Billedmediernes Faglige Udvalg |
175 kr./time | Det Faglige Udvalg for Digital Media |
Hotelophold
Hvis virksomhedsbesøget varer flere dage og du har langt hjem, kan du efter aftale med os tage en overnatning på et hotel. Vi betaler op til 1.300 kroner pr. overnatning som er inklusiv morgenmad.
Måltider
Vi betaler op til 435 kroner pr. påbegyndt døgn fra din rejse starter til din rejse slutter.
Transportudgifter
Kører du i egen bil får du kilometerpenge. I 2024 får du 3,79 kroner pr. kilometer.
Benytter du dig af tog, bus, færge eller fly vil vi gerne refundere udgifterne.
Kvitteringer
Husk at du skal sende dine kvitteringer til os - enten via formularen eller til jura@iu.dk - for at vi kan dække dine udgifter.
Udbetaling af honorar og rejsegodtgørelse
Du kan forvente at honorar og rejsegodtgørelse bliver overført til din NemKonto ca. 3 uger efter virksomhedsbesøget. Lønsedlen sendes til din e-Boks.
Skat
Vi henter dine skatteoplysninger elektronisk.
Feriepenge
Udover dit honorar optjener du også feriepenge. Feriepengene bliver indsat på Feriekonto og udbetales en gang årligt.
Udbetaling af honorar og rejsegodtgørelse til dit firma
Ønsker du af få honorar og rejsegodtgørelse udbetalt til dit firma, har du mulighed for det. I dette tilfælde skal du i honorarskemaet skrive virksomhedens oplysninger, herunder adresse og kontonummer.