Det var i sig selv en stor nyhed, da det kom frem, at H.K.H. Kronprins Frederik skulle åbne DM i Skills 2023. Derfor var det også med endnu større glæde, da vi i Industriens Uddannelser erfarede, at den efterfølgende rundtur med Kronprinsen på Skills-messen ville lægge vej forbi industriteknikerstanden.
Med stor spænding stod dommer Nick Grundvad Hauge fra Herningsholm Erhvervsskole og industritekniker Kasper Bergmann Mortensen fra Grundfos klar til at byde Kronprinsen velkommen.
Selvom tiden var knap fik Kasper Bergmann Mortensen mulighed for at vise Kronprinsen de arbejdstegninger frem, som konkurrenceopgaven skal løses ud fra. Årets opgave er en vindmølle, så den grønne omstilling fik også lov at fylde på det korte besøg.
Foto: Lasse Lagoni/SkillsDenmark
En oplevelse at tale med Kronprinsen
Kasper Bergmann Mortensen var efter besøget glad for muligheden for at hilse på H.K.H. Kronprins Frederik.
- Det var en stor oplevelse, og han var meget interesseret, i det vi fortalte. Han viste stor interesse for faget og var meget nede på jorden, siger Kasper Bergmann Mortensen.
Efter et par minutters besøg på industriteknikerstanden fortsatte Kronprinsen og hans følge, der bestod af otte personer, heriblandt Søren Heisel, formand SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen, næstformand SkillsDenmark og Poul Nyrup Rasmussen, formand EuroSkills 2025 I/S, videre til næste stop på ruten.
På sin tur rundt på DM i Skills lagde Kronprinsen desuden spontant turen forbi smedestanden, hvor Mikkeline Bæch Bøttern Christiansen stod klar til at fortælle om faget.
Fotos: Lasse Lagoni/SkillsDenmark