Forlængelse
Elev eller lærling og virksomhed kan selv indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden, hvis eleven eller lærlingen:
- er fraværende fra oplæringsvirksomheden på grund af sygdom i mere end 10 procent af den fastsatte uddannelsestid
- er fraværende på grund af supplerende skoleundervisning
- har orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption
- har nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed på grund af særlige forhold (fx revalidering, handicap eller orlov)
- Det er en forudsætning, at der kun aftales en forlængelse, der svarer til fraværsperioden, ellers skal det faglige udvalg godkende aftalen.
Hvis der ikke er enighed mellem elev eller lærling og virksomhed, kan det faglige udvalg træffe afgørelse om forlængelse og fastsætte uddannelsestiden efter anmodning fra en af parterne.
Det faglige udvalg kan også godkende en forlængelse på grund af særlige omstændigheder, fx som følge af fængselsophold, ikke beståede skoleophold eller svendeprøver, placering af skoleophold, hvor forlængelsen er af mindre omfang, overgang ved specialeændring og restlæreaftaler eller lignende.
Oftest stillede spørgsmål
Hvordan skal en forlængelse aftales og registreres?
Hvis forlængelsen aftales, inden eleven eller lærlingen starter sin uddannelse, skal den forlængede godkendelsestid angives på blanketten "Uddannelsesaftale". Blanketten "Tillæg til uddannelsesaftale" skal bruges, hvis uddannelsestiden forlænges efter, uddannelsesaftalen er indgået.
Skal elev eller lærling og praktikvirksomhed være enige?
Hvis der ikke er enighed mellem elev eller lærling og virksomhed, kan det faglige udvalg træffe afgørelse om forlængelse og fastsætte uddannelsestiden efter anmodning fra en af parterne.
Kan der aftales forlængelse efter uddannelsesaftalen er udløbet?
Som hovedregel skal en forlængelse ske, inden uddannelsesaftalen er udløbet. Hvis det alligevel af særlige grunde bliver nødvendigt at forlænge en aftale efter den er udløbet, kan det ikke ske ved aftale mellem elev eller lærling og virksomhed, men skal altid godkendes af det faglige udvalg.
Kan elever eller lærlinge i skoleoplæring aftale forlængelse med erhvervsskolen?
Aftalemuligheden kan ikke anvendes af elever og lærlinge i skoleoplæring, da erhvervsskolen ikke kan sidestilles med oplæringsvirksomheden. I disse tilfælde skal det faglige udvalg derfor altid ansøges om at forlænge uddannelsestiden.
Hvordan beregner man ny slutdato ved nedsættelse af ugentlig arbejdstid?
Her tages udgangspunkt i, at skoleperioderne er på fuldtid:
Antallet af uger, som ikke er skoleperioder, ganges med det antal timer, som tiden skal nedsættes med,
Det divideres med den ønskede ugentlige timeuge og resultatet lægges oveni det antal af uger, som ikke var skoleperioder, og til slut lægges skoleperioderne til