Plastmager
En plastmager arbejder med plast i alle afskygninger. På skolen lærer du bl.a. at lave alt i plast fra helt små emner i forskelligt teknisk udstyr, legetøj og til store vindmøllervinger.
Plastmageren betjener store computerstyrede maskiner og robotter for at fremstille produkter i plast. Produkterne kan være alt lige fra flydele til tandbørster og mange andre nødvendige ting, som vi bruger i vores hverdag.
Plastmageren forarbejder forskellige slags plastmaterialer, indstiller og programmerer robotter og produktionsmaskiner og sørger for, at produktionsanlægget kører rigtigt. Plastmageren vurderer og retter også fejl på produkterne eller i produktionsprocessen.
I plastindustrien er der en høj grad af automatisering og en plastmager har både overblik og fokus på detaljen og skal både kunne planlægge produktionen og beregne produktionsomkostningerne.
Uddannelsen kan sluttes på trin 1 som plastmedhjælper, på trin 2 som plastmager med speciale i enten termo- eller hærdeplast, ellers kan uddannelsen sluttes på trin 3 som specialist i plastproduktion.
Uddannelsen til plastmager kan tilrettelægges i særlige forløb for voksne over 25 år (EUV).
Plastmedhjælper
Trin 1 i plastmageruddannelsen hedder plastmedhjælper.
Plastmedhjælperuddannelsen er adgangsgivende til uddannelsens to specialer.
I undervisningen får eleverne indsigt i:
- Plastprocesser
- Sammenføjning
- Kvalitetskontrol og kontrolteknik
- Plastteknologi og udvikling
Plastmager - hærdeplast
Uddannelsen til plastmager med speciale i hærdeplast kan tilrettelægges i særlige forløb for voksne over 25 år (EUV).
En plastmager med speciale i hærdeplast arbejde med hærdeplastkompositter som f.eks. glas- eller kulfiber, der benyttes i f.eks. vindmølleindustrien eller som isoleringsmateriale i byggeindustrien.
Fakta om uddannelsen til virksomheder
Plastmager - termoplast
Uddannelsen til plastmager med speciale i termoplast kan tilrettelægges i særlige forløb for voksne over 25 år (EUV).
En plastmager med speciale i termoplast arbejder med mange forskellige former for plast – herunder biobaserede materialer og genbrugsplast. Legetøj, mobiltelefoner, medicinaludstyr, sportsudstyr, motordele og uendelig mange andre store og små plastprodukter er typisk lavet i termoplast.
Fakta om uddannelsen til virksomheder
Specialist i plastproduktion
Uddannelsen til specialist i plastproduktion kan tilrettelægges i særlige forløb for voksne over 25 år (EUV).
Som overbygning til Plastmageruddannelsen kan du blive Specialist i plastproduktion. Her får du et større ansvar for den overordnede produktionsstyring, kvalitetssikring og udvikling.
Bliv godkendt som lærested (brug ansøgningskema til speciale med hærdeplast)
Fakta om uddannelsen til virksomheder
Se film om videreuddannelsesmuligheder og EUX
Plastindustrien står bag en ny film om plastmageruddannelsen med særligt fokus på, hvordan man som plastmager kan specialisere sig og bygge ovenpå sin uddannelse.
I filmen kan du blive klogere på, hvad man laver som plastmager og hvilke mange forskellige job- og videreuddannelsesmuligheder en faglært plastmager har.
Du kan også høre om eux-plastmageruddannelsen, som både udmønter sig i et svendebrev og en studenterhue og giver direkte adgang til at videreuddanne dig til fx ingeniør.