IMG 1361
16 maj 2024

EUC Nord har fået 300.000 kr. i donation: - Den giver os muligheder, vi ellers ikke havde

Med en donation på 300.000 kr. fra Fonden FF Skagen kan EUC Nord gøre industrioperatøruddannelsen mere fleksibel. Pengene skal nemlig investeres i et mobilt klasselokale, der skal sikre undervisning tæt på virksomhederne i det nordlige Danmark.

På EUC Nord i Frederikshavn er de udfordret af afstanden mellem skolen og de virksomheder, der har brug for at uddanne industrioperatører i den nordligste del af Danmark. Derfor er det en kærkommen donation, skolen har fået fra Fonden FF Skagen.

- Vi er meget taknemmelige for den slags donationer fra erhvervslivet. Den giver os konkret mulighed for mere fleksibilitet i vores undervisning på industrioperatøruddannelsen, siger A. Neil Jacobsen, direktør på EUC Nord.

Industrioperatøruddannelsen er meget udstyrstung, og på EUC Nord har de et fast område til undervisningen, hvor eleverne lærer at etablere en fabrik fra bunden. Det er en slags klasselokaler, der er fyldt med maskiner, bånd, sensorer og anden elektronik samt computere, forklarer direktøren.

- Det er ligesom en lille fabrik, vi bruger i undervisningen, og vi har før haft pakket undervisningsrummene sammen og sendt til Skagen, men det er bekosteligt og besværligt. Nu kan vi supplere med nogle flytbare moduler, og det giver nye muligheder for at flytte uddannelsen ud på virksomhederne, siger A. Neil Jacobsen.

EUC Nord direktør
Direktør på EUC Nord A. Neil Jacobsen. Foto: EUC Nord. 

Vigtigt for at fastholde lokal arbejdskraft

Og det er et vigtigt led i at sikre arbejdskraften i de nordlige egne af landet, hvor de fx i Skagen har svært ved at fastholde arbejdskraft. Og der er da også allerede bud efter det nye udstyr.

- Novo Nordisk har en afdeling i Hjørring, og de har ytret ønske om at få udstyret dertil, så et hold af deres medarbejdere kan komme i gang med industrioperatøruddannelsen, siger A. Neil Jacobsen.

Donationen på 300.000 kr. kommer fra en fond tilknyttet virksomheden FF Skagen, der bl.a. fremstiller fiskemel. Virksomheden var i sin tid også med til at etablere industrioperatøruddannelsen hos EUC Nord.

Det kræver sit udstyr at uddanne industrioperatører. Med donationen vil EUC Nord investere i et mobilt klasselokaler, der kan transporteres rundt på virksomheder i lokalområdet. Fotos: EUC Nord. 

Læs mere om industrioperatøruddannelsen her

Kontakt os gerne og hør nærmere

Jonas Steen Andersen

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 53

Mobil

51 96 53 33

E-mail

jsa@iu.dk